Skip to the content

Vejen til hurtig webshop 2/2

 

Hvorfor er det så vigtigt?

Hurtig load af din webshop er både brugervenligt og SEO-venligt. En langsom webshop kan både betyde at din virksomhed mister kunder og konverteringer pga. hastigheden, men det betyder også at din Google placering kan dale, hvilket kan lede til et endnu større tab for virksomheden.

Der findes ingen hurtig vej til en hurtig webshop, men det er nærmere et udtryk for mange forskellige variable der skal spille sammen når koden til webshoppen bygges, eksterne kilder tilknyttes og når den vedligeholdes redaktionelt. Men hvis virksomheden efterhånden har et langsomt website eller webshop tynget af store filer og billeder, samt gammel kode, kan disse ovennævnte punkter være værd at kigge på, eller få en udvikler til at gennemgå. Hvis man ønsker en ny webshop kan de nedenstående punkter ligeledes være værd at kigge på.

    1. Hurtig søgefunktion og filtre

Noget der kan gøre brugervenligheden på en webshop langt bedre er gode filtre og en lynhurtig søgning. Her kan vi varmt anbefale at bruge en søgemotor som indekserer produkterne, da det giver en langt hurtigere responstid på et webshopfilter. Vi bruger Solr når vi vil sikre at brugeren får det hurtigste søgeresultat. Solr er blandt de hurtigste motorer på markedet til fremsøgning af produkter på en webshop og når du fx søger på Netflix eller Ebay, er det Solr der ligger bag.

    2. Load af produktliste

Der er flere hensyn der bør tages når en produktliste skal loades. Når vi har med et stort antal produkter at gøre, kan vi bl.a. forholde os til om vi ønsker

– Paginering på siden (dvs. at opdele produktlisten i sider)

– Lazy load

– eller Load more

Med Lazy load sørger vi for at loade de billeder brugeren ser på skærmen først. Imens brugerens øjne skimter ned gennem varerne på den første “skærm”, loader webshoppen i baggrunden resten af produkterne. Dette giver ikke et hurtigere load af produktlisten men brugeren vil ikke opleve at skulle vente på at billeder bliver indlæst.

Med Load more, snyder vi brugeren til at tro at han benytter “infinite scroll” (uendelig scroll, hvor siden virker til at fortsætte i en uendelighed når brugeren scroller ned over siden). Men det der som reelt sker bagved systemet er faktisk en paginering, som viser næste side når brugeren scroller ned. Konceptet her er at vi slipper for at loade hele produktlisten, før vi præsenterer brugeren for de næste produkter. Load more funktionen kan både indstilles til automatisk indlæsning af produkter i takt med brugeren scroller ned ad siden og med en udløser brugeren skal klikke på før de næste produkter indlæses.

Basalt set handler det om at give brugeren den mest flydende og smidige oplevelse, når han browser ned igennem produktlisten.

    3. Minikurv med Ajax

For bedst mulig performance på din webshop kan man implementere en såkaldt Ajax kurv. En Ajax kurv opdaterer minikurven, som er den lille indikator ofte placeret oppe i højre hjørne på webshoppen som viser hvor meget du har lagt i kurv, isoleret fra alt andet. Det betyder at når der lægges et produkt i kurven, er det ikke hele siden der loades, men blot minikurven.

Konceptet er her at genindlæse så lidt af indholdet som muligt, hvilket vil forkorte loadtiden betydeligt.

    4. Komprimering af filer

Jo flere og jo større billeder, videoer o.l. webshoppen indeholder, jo mere tid kræver det

naturligvis at indlæse. Udvikleren kan komprimere filerne der skal gennemløbes på webshoppen, så de passer på sitet men fylder så lidt som muligt, samt eksekveres i rigtig rækkefølge. Derudover bør redaktøren på webshoppen være opmærksom på billedernes størrelse, så de lægges op i et passende formatet på de redaktionelle undersider, hvor redaktøren kan lægge billeder op.

    5. Minimer forespørgsler til eksterne systemer

Når vi bygger en webshop er den i 9 ud af 10 tilfælde integreret til kundens ERP-system. Det betyder at vi skal kommunikere fra webshoppen til ERP-systemet og retur, når der fx skal beregnes en pris. Når en kunde logger ind på webshoppen, kan denne se sine egne priser, direkte hentet og beregnet “live” gennem en forespørgsel til ERP-systemet. Hele denne proces skal gerne ske på et par sekunder.

Når vi taler om integration til virksomhedens øvrige forretningssystemer er det vigtigt at sondre mellem hvornår vi vælger at forespørge på forretningslaget i fx ERP-systemet, og dermed belaste både ERP-system og webshop, og hvornår vi replikerer data, således data er tilgængeligt lokalt på webshoppen. Vi har nemlig også mulighed for at replikere data via en import der kun udføres på udvalgte tidspunkter (fx. en gang i døgnet) i stedet for at indhente produktinformationen fra ERP-systemet hver gang der handles på shoppen.

Jo færre forespørgsler til ERP-systemet, jo bedre performance på webshoppen.

    6. Minimer requests i koden

Undgå at der er for mange steder i koden der forespørger på data. Man kan her forsøge at samle nogle af de filer der skal hentes gennem requests, så man henter flere filer i hvert request. Dette betyder i praksis at webshoppen ved et klik, kun skal lave en forespørgsel til en eller et par funktioner, frem for mange. Derfor vil det give en hurtigere responstid på en webshop.

    7. Oprydning i gammel kode

Det er desuden vigtigt at der bliver ryddet ud i den kode der skal eksekveres, da der kan ligge gammel eller irrelevant kode der gennemløbes inden sitet vises og det er jo unødvendigt!

     8. Afvikling af koden

Det er vigtigt at udvikleren af webshoppen overvejer hvor de forskellige dele af koden skal afvikles. I front-end, som grundlæggende tager sig af det visuelle udtryk og hvordan funktionerne skal arbejde, eller back-end, som tager sig af kommunikation med databaser eller andre eksterne kilder (Læs mere i foregående artikel Hvordan får du en hurtig webshop 1/2.

Om forfatteren

Tobias Høst

Tobias Høst

Tobias Høst har arbejdet i software og ERP branchen siden 2001. Tobias tegner virksomheden som direktør sammen med de tre øvrige partnere, Ulrik, Thomas og Mikkel. Tobias rådgiver og styrer 1st Webs kunder trygt igennem den digitale jungler. Tobias afholder workshops og er en af virksomhedens fire projektledere.

I privaten nyder Tobias ofte en god koncert iført en kold fadøl. Tobias bor i Aarhus med sin kæreste Nanna og har nummer to arving på vej til sommer.